Ved vejen. Bang Herman

erman Bang

      VED VEJEN

      I

      Stationsforstanderen skiftede Frakke til Toget. – Satan til lidt Forslag i Tiden, sagde han og strakte Armene. Han havde blundet saa smaat over Regnskaberne.

      Han fik tændt en Cigarstump og gik ud paa Perronen. Naar han gik saadan op og ned, stram i Tøjet, og Hænderne i begge Jakkelommerne, saa’ man Løjtnanten endnu. Ogsaa paa Benene, de havde beholdt Rundingen fra Kavalleriet.

      Fem-seks Bønderkarle var kommet og stod og skrævede i en Klump midtvejs ud for Stationsbygningen; Stationskarlen slæbte Godset frem, en enlig grønmalet Kasse, der saa’ ud som’ den var tabt ved Kanten af Vejen.

      Præstens garderhøje Datter rev Perronlaagen op og kom ind.

      Stationsforstanderen slog Hælene sammen og hilste.

      – Hvad vil Frøkenen idag, sagde han. Naar Stationsforstanderen var “paa Perronen” konverserede han i samme Tone, som han havde anvendt paa Klubballerne i Næstved i gamle Dage ved Kavalleriet.

      – Gaa, sagde Præstens Datter. Hun havde nogle underlige daskende Gestus, naar hun talte; ligesom det var hendes Mening stadig at slaa den, som hun talte med.

      – Forresten kommer Frøken Abel hjem.

      – Allerede – fra Byen?

      – Ja – a.

      – Og der er stadig ingenting, der blinker? Stationsforstanderen spillede med højre Haands Fingre i Luften, og Præstefrøkenen lo.

      – Der har De Familien, sagde hun. Jeg betakkede mig og løb fra dem….

      Stationsforstanderen hilste paa Familien Abel, Enkefruen og hendes ældste, Louise. De var ledsaget af Frøken Jensen. Enkefruen saa’ resigneret ud.

      – Ja, sagde hun, jeg skal hente min Ida-Yngst.

      Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten.

      De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. “Min Søster Etatsraadinden”, sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.

      Hun havde nu sendt dem af i ti Aar.

      – Hvad for Breve har vi ikke faaet denne Gang fra Ida-Yngst.

      – Ja, de Breve, sagde Frøken Jensen.

      – Men bedre at ha’e sine Kyllinger hjemme, sagde Fru Abel og saa’ ømt paa Louise-Ældst. Fru Abel maatte tørre Øjnene ved Tanken.

      De Maaneder, de var hjemme, tilbragte Enkefruens Kyllinger med at skændes og sy ny Besætning paa gamle Kjoler. Til Moderen talte de aldrig.

      – Hvordan skulde man holde det ud i denne Afkrog, om man ikke havde Familielivet, sagde Enkefruen….

      Frøken Jensen nikkede.

      Der blev Hundeglam henne ved Kro-Omdrejningen, og en Vogn rullede frem.

      – Det er Kiærs, sagde Præstefrøkenen. Hva’ ska’ de? Hun gik hen over Perronen til Laagen.

      – Ja – Proprietær Kiær kom ud af Vognen – det maa De nok sige – ligger Madsen ikke der og faar Tyfus midt i den værste Tid, saa man maa sørge for Stedfortræder telegrafisk – og saa Fa’en véd, hva’ man faar for Skrab … Han kommer nu….

      Proprietær Kiær kom ind paa Perronen.

      – Landbohøjskole har han da – om det ku’ hjælpe – og det med bedste Karakter … Naa – go’ Morgen – Bai. Stationsforstanderen fik Haandslag … Er der gi’et no’ne Omgange nede hos Jer? … Og Konen?….

      – Jo – Tak … Saa De henter Forvalter idag….

      – Ja – væmmelig Historie – og just i den værste Tid….

      – Naa – et nyt Mandfolk til Egnen, siger Præstefrøkenen og rangler med Armene, som om hun paa Forhaand gav ham én paa Øret. Med lille Stations-Bentzen bli’r det saa halv syvende….

      Enkefruen er febrilsk. Hun havde sagt det hjemme: Louise-Ældst maatte ikke gaa ud med de Brunelsstøvler.

      Louise-Ældst’s Skønhed er Fødderne … Smalle Aristokratfødder….

      Og hun havde sagt det….

      Frøken Louise var inde i Ventesalen og satte Slør. Frøknerne Abel gjorde i udskaaret Bryst med Pibekraver, Stenkulsperler og Slør.

      Bai gik om ad Køkkenet for at melde sin Kone Forvalteren … Præstefrøkenen sad og dinglede paa den grønmalede Kasse. Hun tog Uhret op og saa’ paa Klokken:

      – Gud, hvor det Mandfolk gør sig kostbar, sagde hun.

      Frøken Jensen sagde: Ja – Toget synes at være ikke saa faa Minutter forsinket. Frøken Jensen talte ubeskrivelig korrekt, navnlig naar hun talte med Præstens Datter. Hun satte ikke Pris paa Præstens Datter.

      – Det er ikke Tonen mellem mine Elevere, sagde hun til Enkefruen. Frøken Jensen var ikke saa sikker i de fremmede Ord.

      – Men – dér er jo den dejlige Kone. Præstefrøkenen satte op fra Kisten og fór over Perronen mod Fru Bai, der var kommet ud paa Stentrappen. Naar Prææstefrøkenen hilste hjertelig, saa’ det ud som et voldeligt Overfald.

      Fru Bai smilede stille og lod sig kysse.

      – Gud forbarme sig, sagde Præstefrøkenen, faar vi ikke uventendes en ny Hane til Gaarden. Der er han!

      De hørte Støjen af Toget der borte fra og den stærke Klapren, naar det gik over Aabroen. Langsomt kom det vuggende og pustende frem over Engen.

      Præstefrøkenen og Fru Bai blev staaende paa Trappen. Frøkenen holdt Fru Bat om Livet.

      – Der er Ida Abel, sagde Præstefrøkenen, Jeg kender hende paa Sløret. Et bordeauxfarvet Slør stod ud af et Vindu.

      Toget holdt, og Døre blev slaaet op og i. Fru Abel skreg sine “Goddag” saa højt, at alle Nabokupeernes Rejsende kom til Vinduerne.

      Ida-Yngst klemte arrigt Moderens Arm – hun stod endnu paa Trinet:

      – Der er en Herre med Toget – hertil —

      – Hvem er han? Det gik som Kæp i Hjul.

      Ida-Yngst var nede. Der var Herren … En blondskægget, højst sindig Herre, som fik Hatæske og Futeraler ud af en Røgkupé.

      – Og Tante – Tante Mi, skreg Enkefruen.

      – Hold din Mund, sagde Ida-Yngst stille og arrigt. Hvor er Louise?

      Louise sprang om paa Stentrappen foran Fru Bai og Præstefrøkenen saa barnligt, som om hun havde haft sin “Skønhed” i Knapstøvler.

      Nedenfor Trappen præsenterede Forvalteren sig for Hr. Kiær.

      – Ja, Satan til Historie – dér ligger Madsen – i den værste Tid … Naa, vi vil haabe det bedste … Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen.

      – Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr.

      Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet.

      Togføreren, en smækker Yngling, stram som en Husar i de elegante Nederdele, gav Bai to Fingre og sprang op paa Trinet.

      Bonden blev ved at skrige og skændes med Konduktøren, der hang paa Brædtet.

      Og alle Ansigter paa Perronen saa’ et Øjeblik efter Toget, som rullede bort….

      – Hm, det var det, sagde Præstefrøkenen. Hun gik ind i Gangen med Fru Bai.

      – Min Forvalter, Hr. Huus, sagde Hr. Kiær ud mod Bai, som gik forbi. De tre stod lidt stille.

      Louise-Ældst og Ida-Yngst fandt endelig hinanden og begyndte at kysses vildt midt i Døren.

      – Aa Gud, sagde Enkefruen, de har jo ikke set hinanden i seks Uger….

      – De er heldig, Hr. Huus, sagde Bai i Klubbalstonen: De træffer straks Stedets Damer … Mine Damer, tør jeg præsentere?

      Frøknerne