Excentriske noveller. Bang Herman

Undren. Han sneg sig fra Restauranten ud paa Gallatrappen begærlig efter at føle dens Tæpper under sine Fødder og lade sin Haand glide langs ned ad Gelænderets sorte Marmor. Han stillede sig paa Afsatsen, hvor Damerne gik ham tæt forbi, smilende og med Buketter i Hænderne, og han fulgte med Øjnene deres Skikkelser, i evig Hjertebanken, til de forsvandt ved Drejningen, og saá deres Dragt og fornam Duften af deres Klæder mer end han egentlig tænkte paa dem selv.

      Han vendte tilbage til Restauranten og gik ind i den store table d’hôte-Sal. Han følte et mættet Velbehag i denne Sal. Lyset, som dæmpet faldt ind gennem mægtige spraglede Ruder; de høje Buer, baarne af Marmorsøjlerne og Lysekronerne, pragtfulde som i en Kirke.

      Han faldt i Staver, til en Kollega vækkede ham:

      – Tjener De svært ved at drive her, Kollega? – Vi har Huset fuldt …

      Han begyndte igen at servere. At bringe Menuens Retter frem og tilbage til Restaurantbordene, bestille Vinene og trække dem op. Han indaandede Duften af Maden velbehagelig og næsten beruset ligesom en Rekonvalescent, og uden at skelne, uden at skylde det noget enkelt gik han rundt i noget som en Forelskelses Velvære.

      Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.

      Han drev længe om paa de skumrende Gange og nynnede sagte hen sig for, og kom han endelig op, hvor hans Sovekammerater, hede i Hovederne, sov dybt med aaben Mund, laa han timevis vaagen og følte en Susen i sit Hoved som en Rus af Vin.

      Alligevel var han ikke træt om Dagen.

      Saaledes gik den første Tid. Saa blev Franz vant til det nye Liv, og der kom en Overgang, hvor han følte sig meget træt og altid søvnig.

      Hans Kammerater var heller ikke morsomme. De talte om deres egne Ting, om Pladserne de havde haft og om hvormeget de tjente. De havde en Kæreste blandt Stuepigerne eller i Køkkenet, og forresten sov de den meste Fritid.

      Om Gæsterne talte de sjældent.

      Og det var det, som interesserede Franz.

      Johanne, Stuepigen paa første Sal, en høj og robust Wienerinde, havde længe passet Franz op, hver Gang han om Formiddagen gik for at “nette sig”, og holdt af at daske saa smaat til ham og kilde ham paa Halsen og slaas med ham inde i et af Værelserne, hvor hun gjorde rent.

      En Dag kastede hun ham paa den uredte Seng, hvor han sad paa Kanten, og slog ham med Støvekosten i Ansigtet.

      Med Et bøjede hun sig ned og kyssede ham paa Siden af Halsen, mens hun holdt paa ham.

      Franz fo’r op, helt bleg:

      – Slip mig, sagde han, jeg vil ikke.

      Johanne stødte ham arrig fra sig:

      – Hvad tror den dumme Knægt? sagde hun, og haansk føjede hun til:

      – Louis, wie du bist, Louis.

      Fra den Dag satte Johanne meget ondt for Franz blandt alle Pigerne. I Grunden nærede de mod Franz alle et stille Raseri. Helst vilde de alle i Lag med ham, og han saá dem ikke. Aldrig saa meget som et Blink, det mindste Skub hen mod Væggen i Gangene, et Knib i Armene – ingenting. Aldeles som de slet ikke var Fruentimmer. Saadan var han; det var dog irriterende.

      Franz bemærkede dem slet ikke.

      Men om Aftenen den Dag, da Johanne havde vendt op og ned paa ham i Sengen, var det, det hændte, det med Miss Ellinor fra femten.

      “Femten” var en fornem Familie, engelsk, Fader, Moder og Datter.

      Familien havde boet der noget. De satte sig altid ved Franz’ Bord, skønt der var Træk fra Døren, og Miss Ellinor havde ti Ting at spørge om og ti Ting at lade bringe, og saa faldt et Armbaand og saa Servietten lige ved hendes Fødder.

      Franz var betaget. Det var som noget bandt ham til det lille Anretterbord ved Døren. Der saá han hende i Profil. Og der kom over ham en Dvælen i hver Ting, han passede ved det Bord: naar han rakte et Glas, naar han bragte et Fad, naar han talte, naar han bøjede sig frem. Og han maatte kæmpe for at gaa fra hende, og det kriblede i ham blot at røre hende.

      Hans Blik var paa hendes Skikkelse uafvendeligt og oftere end han turde, og hver Gang han nærmede sig, stod hans Hjerte stille.

      Naar hun ikke var der, var han urolig; han blev ikke paa et Sted, og aandsfraværende tog han alt i Hænder, og han saá ingen og ingenting.

      Det gav et Ryk i ham, naar hun kom, der i Døren. Han hilste ikke – alle andre hilste han; hun smilede, og lidt stakaandet bad hun om en Sodavand, en Avis. Og altid fik hun sagt et Par Ord, og han skulde tage et Fnug af hendes Kaabe og hjælpe hende med Parasollen. Den var altid stridig, vilde saa ikke op, saa ikke i.

      Det kostede dem at komme fra hinanden.

      Franz troede og troede ikke, og han ventede ikke og haabede ingenting. Men han maatte være hende nær.

      Naar hun bare sad der, ved hans Bord, den hele Dag og legede saadan, spillende med sine Hænder, langs Balustraden, som hun plejede, mens hun nynnede ganske sagte. Blot hun vilde det.

      Men mer og mer urolig blev han. Og han begyndte at nærme sig hende umærkeligt – han maatte det – at strejfe et Sekund den Bordrand, hvor hendes Haand saa ofte laa; at betragte længe – saá hun vidste det – et bestemt blottet Sted af hendes hvide Hals.

      Miss Ellinor spidsede sin lille Mund og saá paa ham og lo; hun kælede for sin knoklede Papa og saá paa ham og lo; hun lagde sin Haand lige ved hans paa Bordet og saá paa ham og lo.

      Han tænkte bare paa det ene: at komme til at røre ved hende.

      Men efterhaanden – for de blev der Dag efter Dag – var det, som det skulde kvæle ham. Hele hans Væsen opsugedes af hende. Bare hende Dag og Nat: hendes Haand, som den havde ligget der; og saa mange Gange havde hun talt til ham – og dér havde hun set paa ham – ja bestemt …

      Om Natten sov han ikke, viklede sig ud af Tæpperne og ind i Tæpperne. Gentog det samme evig. Der havde hendes Haand ligget – vilde hun røre ved ham? Der havde hun lét, det havde hun sagt – det laa han altsammen febrilsk og krammede om, saa lang Natten var.

      Og lige med et, naar han sad op i Sengen, kom han til at se hen paa Kollegerne, som laa der blegfede og sparkede i Halvmørket under den nedskruede Gas. Han følte dem saa væmmelige, at han kunde have slaaet dem.

      Miss Ellinor var altid den samme. Hun spillede i Heden af hans Attraa som en Kattekilling i Skær af Kulflammer.

      – Saa var det den Aften. Franz havde Vagt paa første Sal. De var ude til stort Selskab.

      Franz flakkede rundt og havde ikke Ro paa sig et Minut. Han gik ud og ind i Anretterværelset og rørte ved alting og bestilte ikke noget. Op ad Trappen og ned ad Trappen maatte han i et væk. Endelig kom de. Han kendte hendes Stemme – hun havde den Vane altid at snakke lidt højt i Gangene – og hans Hjerte stod stille.

      Han tog et Lys og gik ud paa Gangen.

      – De her, sagde hun.

      – Ja – i Aften. Stemmen slog Klik for ham.

      Hun saá lidt paa ham, inden hun gik ind ad Døren, han havde aabnet:

      – Hvordan det? sagde hun.

      – Min Kammerat er syg, sagde han og tændte Kandelabrene på Kaminen.

      Den Gamle kom ind og gik ind i Værelset ved Siden af. Døren stod halvaaben.

      Miss Ellinor tog sin Riviére af foran Spejlet. Franz skulde til at gaa, men blev staaende med Lyset i Haanden.

      Saa mødtes deres Blik i Spejlet. Og i et Sekund havde han grebet hendes Arm og bøjede sig frem og kyssede hendes Skulder. Han kom ud, og han følte kun, at hendes Pulse havde banket under Kysset.

      Men saa blev han grebet af en ubændig Glæde. Han styrede sig ikke; han lo og sang. Han fjantede