Excentriske noveller. Bang Herman

erman Bang

      EXCENTRISKE NOVELLER

      Franz Pander

      Franz Panders Moder vaskede for Folk. Hendes Mand havde været Snedker og havde drukket sig ihjel.

      Maaske var denne samme Snedker ikke Franz’ Fader.

      Madam Pander tog undertiden Franz’ Barnehaand imellem sine sprukne Næver, og hun spilede hans mærkelig slanke Fingre ud og beundrede deres buede Negle, som var sart lyserøde. Og hun sagde, Madam Pander, at saadan havde hans Fingre været og hans Negle. Snedkeren var det vel næppe.

      Muligvis var Franz en Bastard. Han var en kælen Dreng og kilden, som man siger, Elskovsbørn er. Og han havde Fornemmelser som ingen af de andre Drenge i “Kleine Dammstrasse”.

      Drengene kaldte ham for “Jomfruen”. Navnet blev raabt en Dag, da Friskolen badede i Elben, af Klassens vittige Hoved: saa blankhvid og skær var Franz’ Krop – og siden beholdt han Navnet.

      Det passede godt. Franz legede aldrig, bandede aldrig og røg ikke. Pokker vide egentlig, hvad han tog sig til. I Kleine Dammstrasse i Gadedørene, hvor de andre Drenge spillede Klink og vendte Mølle og skændtes og kom op at slaas, var han aldrig. Hjemme paa Kvisten ikke heller. Mutter Pander kunde sidde angst og vente timevis om Aftenen, før Hr. Franz kom hjem.

      – Hvor har Du dog været, Franz?

      – Ingensteder.

      – Aldrig bestiller Du noget.

      – Gav Konsulinden Dig noget?

      – Ja, de havde Selskab igaar. Det er Finmad.

      Madam Pander tog Postejen Frem fra Kakkelovnen, hvor den stod mellem to Tallerkener. Franz spiste den med smaa Smæk med Tungen som en Gourmand.

      Det er Champignoner, sagde han. Han elskede de Levninger, Moderen fik rundt i de “gode” Huse, hvor hun vaskede, og han spurgte hende nøje ud om Navnene, og om hvordan man spiste hver enkelt Ting. Til daglig, naar han maatte tage til Takke med Dammstrasse-Kost, spiste Franz kun lidt, og det lidt, han tog til sig, indsyltede han saadan i Peber, at Madam Pander nyste, blot hun saá paa det – saadan fordærvede han den gode Pølse.

      Den hele Eftermiddag drev Franz omkring paa Jungfernstieg. Timevis stod han foran de store Galanterivinduer. Mest holdt han af de skinnende forgyldte Bronceting og af Dekoratørudstillingerne, hvor lang Silketøjer flød. Der stod han og maabede. Men længst kunde han dog gabe foran Boghandlervinduerne. Det var Olietrykkene han elskede. Billeder, hvor Mænd i Fløjl sidder til Bords med Kvinder i Silke og Drapperier af rødt og paa Bordet Pokaler af Guld.

      Der hang et Stykke paa Hjørnet af “Neuerwall”: en mørk Kvinde, atlaskklædt, i gult, stærkt udskaaren, med to Perlerader i Haaret, rakte en rundfingret, diamantdækket Haand til en Page, i hvidt, som bukkede dybt – foran det Billede stod Franz timelang, til han blev ganske hed ved det og fik røde Kinder. For nu var han fjorten Aar.

      Vinteraftnerne læste han; alle de Romaner, hvor en vild Fantasi krammer ud Hertuginder med Brillanter om stolte Halse og Markiser, som smægter i Rosen-Orangerier.

      Eller han smurte rundt i det rige Kvartér langs Alsteren og saá efter Etager, hvor de tændte op til Fest. Der vogtede han saa ved Portene, til Ekvipagerne kom, og han fik Hjertebanken ved at være saa nær ved Damerne, naar de svippede ud af Vognene med Silke? slæbene løftede, og ved Herrerne, slankvoksede, med Nakkeskilninger og Duft af Pomade.

      Efter hvad der lugtede godt var Franz som gal. Hvad Madam Pander kunde rapse – saadan i Ny og Næ – helt uskyldigt (hva’ gør’et at ta’e fra de’, som har? sagde hun til Madam Fürst ved Rullen,) paa et og andet Toilettebord af Eau de Lubin eller Es-Bouquet i en lille Flaske, hun omsorgsfuldt (Herre Gud – naar det er for Drengen) havde med i Lommen, det brugte Franz over Maade.

      Men saadan gjorde nu ogsaa han – han, hvis Hænder og Negle Franz havde arvet.

      Og for Resten hele Figuren. For Franz var skudt op og var paa Veje til at blive en smuk Knægt. Blaa Øjne, man vidste ikke ret, om de var tungsindige eller sløve, en lille Mund – for lille egentlig for en Mand – med røde Læber og denne fornemme Næse, lige, med sine Næsebor, der saa let kom til at sitre.

      Slank og smidig Krop.

      Saadan saá han ud.

      Derfor vilde Moderen ogsaa have ham til Manufakturen. Hr. Schaltz havde tilbudt at tage ham.

      – For nutildags maa man købe de glatte Ansigter, sagde Hr. Schaltz, og se dem staffere sig ud som Prinser for Skuffebedrøvelsen. Ellers – Gudnaade, om man ser et Fruentimmer indenfor sine Døre saa lang Dagen er.

      Men Franz vilde ikke til Manufakturfaget. Sidste Vinter, da han en Aften drev paa Jungfernstieg, var han standset udenfor et stort Hotel. En Klub holdt Bal. Han havde set Ekvipage efter Ekvipage rulle frem og Damerne stige ud og inde i Forsalen Kellnersværmen i deres sorte Kjoler og hvide Slips. Hvordan de bøjede sig over Damerne, og naar de tog Silkeslagene af deres Skuldre, og talte til dem hviskende og gik foran dem gennem Sale, straalende af Lys.

      Det vilde Franz være.

      Han skulde lære i en Restaurant i Schaumburgerstrasse. En skummel Krog, hvor et Par Dusin øllede Stamgæster kom for at tømme deres Seidler. Franz led ved Arbejdet: at skylle alle disse fedtede Ølglas i det skidne Vand, med sine Hænder; og han led ved Luften med dens Stank af Bock og Stank af Tobak.

      Men han vidste, at disse Aar maatte til, og han ventede. Han glædede sig ogsaa, fordi han saá, han Dag for Dag blev smukkere. Om Aftenen, naar han dødtræt kom op paa sit Hummer, kunde han sidde længe med Lysestumpen tændt foran sin Stump Spejl, og han betragtede lykkelig sit Ansigt. Han plejede med Ømhed hver Skønhed hos sig selv, og for hver Drikkeskilling værnede han sine Hænder baade med Lilliemælk og andet.

      Værtens Søn kom hjem. Han rejste rundt som Kelner og kom nu fra London bare paa Besøg.

      Han var fuld af Historier om Hotelpragt med favnhøje Spejle og Trapper af det pureste Marmor og Portierer af Silke. Og fornemme Navne og Vine, hvis Pris Franz aldrig havde anet, og lange table d’hôte-Rækker langs blomstersmykkede Borde….

      Franz slugte hver Beskrivelse.

      Og en Formiddag, da Værten og hans Søn drev i en Sofa, mens der var tomt i Knejpen, fortalte den vidtberejste “Historier” derovre fra. Franz vaskede op i sin Krog.

      – Man har sine lykkelige Øjeblikke – der i London – Kelneren skød Cigarrøgen ud gennem Næsen Og sagde London med engelsk Akcent: Satan til Aristokrati det engelske – Svup sætter de Øjnene paa En, saadan en guldhaaret Miss, rank i Tøjet – ser de tre – fire Gange paa Ens Skabning, saa det kribler En ned ad Rygraden, og man mærker saadan Elektriciteten, naar man kommer dem nær med Fadet … Na – saa har man jo Rutinen og kender Numret….

      Vært og Søn lo fortroligt, og Sønnen fortalte om et Par “Satans heldige Proptrækkere”.

      – Forstaar sig, han var smuk, John Jennings – flot Karl … Men at Lady Haverland løb skinbarlig bort med ham og tog med sig saa godt som hele Butiken, saa Lorden gerne ku’ kigge længe i Vejviseren – det synes jeg s’gu dog – og Førner, han blev nu gift med en Millionærpige – det ku’ han takke sine Ben for …

      Franz var gaaet frem fra sin Krog. Med opsmøgede Ærmer stod han et Par Skridt fra Disken og stirrede paa den vidtberejste.

      – At det altsaa skete.

      Farven kom og gik paa hans Ansigt, mens han lyttede. Husets Søn vendte sig pludselig om og saá paa ham:

      – Naa – Knægt – Du falder i Staver … sagde han og blev ved at se paa ham. Og halvhøjt lo han til Faderen:

      – Der Bub’ wird Glück haben.

      Noget klirrende faldt Glassene rundt i Franz’ Ballie den Formiddag.

      Franz var tyve Aar, da han meldte sig i Jungfernstieg-Hotellet.

      Direktøren drejede sig paa Stolen og saá paa hans Hænder med de spidse Negle, mens han lod, som om han læste i hans Anbefaling.

      – Schön-Eine dritte Stellung im Restaurant vacant. Sie können Morgen anfangen.

      Da Franz var ude af Døren – bleg var han blevet – sagde Direktøren ned mod Bogholderen, som afvekslende