Germanernes Lærling. Gjellerup Karl

til Fyr – ja, det er sandt, De var jo selv med, da han viste os, hvordan han var krøbet gennem Vinduet … det med Jernstængerne for i den nye Staldlænge – fuldstændig Aal … Naa, og nu forleden var det en af Husmændene – Anders Nielsen fra Oreby – en af jeres egne Husmænd, Højstærede! … Han havde stjaalet – hvad Fanden var det nu? – gammel Høtyv tror jeg … det var sgu ogsaa noget at gøre sig til Tyv for … Det var nok ogsaa hans Kone Anna Kristine, som havde alle de Historier … Det er jo noget fordømt Svineri.

      – Ja—a, … det er jo ikke altid de stærkt hornede, der er de bedste Tillægsdyr.

      Det var maaske tilfældigt, at Godsforvalter Ravn ved disse Ord blinkede med sine smaa, farveløse Griseøjne til Kammerraad Sommer. Men den sværlemmede Kammerraads grove, arrede Ansigt syredes, og hans tyklæbede Mund frempludrede noget uforstaaeligt Tøjeri. Han var en stor Spekulant og havde i sin Tid dannet sig en Teori, hvorefter han kunde kende de bedste Malkekøer paa en bestemt Form af Hornene, en Teori, som han havde fulgt blindt, indtil han ganske havde ødelagt Besætningen paa Skovvang, som han havde i Forpagtning, og hvor Ravn var Godsforvalter. Det var heller ikke usandsynligt, at Ravn havde tilladt sig en noget nærgaaende Hentydning til dette bekendte Faktum, thi der herskede i denne Gruppe den lidet hensynsfulde Fortrolighed, som findes hos Mænd, der pleje at ryge af hinandens Piber ved hinandens Spilleborde, denne grovkornede, nærgaaende Gemytlighed, døbt i Cognacs-Toddy, og til hvilken Konger, Damer og Knægte have staaet Fadder.

      Kammerraaden spillede da heller ikke længe den fornærmede, men henvendte sig med sit tykke, stundesløse Mæle, hvori Tungen bestandig slog Sludder, til en lille tæt Mand foran ham, der ogsaa saà ud til at være en velstaaende Forpagter. Han stod med Hænderne borede ned i Frakkelommerne og med Maven skudt lidt frem. Det vejrbidte Ansigt havde en determineret Mine, og den smalskyggede graa Bulehat var trukket paa Snur ned i Panden.

      – Naa, Provsten var godt kørende idag, hvad? … Brillant kørende … Ja, det forstaar sig, det er De jo altid… Naa, men det maa jeg sige, det glæder mig virkelig, at De er bleven enig med Per Andersen … De parrer smukt sammen – nydeligt … rene Stadsheste … men især den grønne —

      – Grøn? Vallaken? … den er jo rød – fuksrød. Der existerer over Hovedet ingen grønne Pattedyr.

      – Undtagen ganske unge Mennesker, bemærkede Godsforvalteren og skævede hen til anden Fuldmægtig paa Herredskontoret, en nybagt Kandidat, der forsøgte at udstraale den størst mulige Sum af bureaukratisk Foragt over Bønderne gennem sin Pincenez, men nu pludselig blev ildrød i Hovedet.

      – Fuksrød? … naa—aa … aa ja saagu! … naa, jeg plejer nu at kalde den Fa—Farve grøn, – den kaldes grøn her paa Egnen, for jeg er jo saadan en Slags Autoritet, – ja det er De jo ogsaa, det er ikke for det … Men—n, hør, … sig mig, hvad fik De den saa for?

      – Halvottendehundrede.

      – Halvottende … naa, ser vi det … naa, det vilde Per Andersen dog, – han var sgu ellers svært forlibt i ham … Ja, hør vèd De hvad, saa kan De ogsaa sige, De har gjort en god Handel … smuk Handel … brillant. Ja vel, Provsten handler altid brillant, det er ikke for det … Født Hestehandler, hvad? … Hvor gammel? – 4, ja jeg kan tænke det, det er lige til Øllet … men saa er han jo stærk … Ja, for jeg kender ham, Gud bevares, jeg har jo kendt ham fra han var Plag – og Føl med … Og saa har jeg jo en Broder til ham … falden efter Usserødhingsten … brillant Dyr … Naa, og saa er der èn Ting, det skal De lægge Mærke til: det er et taknemligt Dyr, han trives … Ja, det har sgu meget at sige, – det har meget at sige … Der er dem, der bliver Skindmærer, om de saa faar aldrig saa megen Kærne … Men han! – ja, jeg kan gærne sige: Provsten kan sætte ham paa Halm, han bliver smældfed alligevel, .... ja det er sgu sandt … smældfed, forsikrer jeg Dem.

      – Han falder vel?

      – Falder, nej hvorfor skulde han falde? Løbet er jo brillant, – prima sorte —

      – Jeg mener ham deroppe – Fuldmægtigen paa Godskontoret – Jessen.

      – Naa han, – ja han falder sgu – det er klart. – Aa, det er jo mere en Formsag … Denne Gang maatte vi jo stille En op.

      – Man kunde da ikke udenvidere overlade de Bondetampe Marken, hvæsede Herredsfogden. – Man maatte dog, for Pokker, levere et Slag.

      – Ganske vist, – naturligvis … Intelligensen, hm! … maatte vise sig. Men—n, vi kan vel ikke vente, at han faar synderlig flere Stemmer end vores.

      – Og de fra Gaarden, sagde Herredsfogden. – Jeg vil da for Pokker haabe, Ravn, at jeres Husmænd —

      – Ja, vel!

      – Naturligvis ogsaa dem, sagde Provsten. Men det bliver dog alt i alt ikke mange. Det er ellers en ganske tiltalende Mand – Jessen.

      – Ja—a, – til at falde igennem kan han være god nok, sagde Godsforvalteren. Ellers … som Repræsentant … vil jeg nok sige …

      – Fuldmægtigen er desværre ingen kirkelig Mand, ymtede en hul, skrattende Stemme ved Siden af Provsten. Der stod en lille Mand med et noget skrumpent, tandløst Ansigt, men med livlige Øjne over Hudposerne bag de store cirkeløjede Briller. Under den brede, stærkt svajede Skygge paa den lavpullede Cylinderhat, hvis Silke strittede som Plysch, sitrede de lange, silkeglinsende hvide Nakkehaar, der faldt ned paa den falmede Fløjlskrave. Hagen, der var lidt fremstaaende, gik aabenbart endnu, i Slutningen af Ugen, paa Ragningen fra sidste Søndag, og det var sandsynligt at det hvide Halstørklæde, som ved Omlægning frembød sorte Rande paa underlige Steder, skrev sig fra samme Dato. – Han er efter min – sørgelige – Erfaring ikke engang en kristelig Mand. Og – jeg maa dog sige … at … naar man opstiller en Højrekandidat —

      – Hvad Fanden kommer det Politiken ved? – Undskyld, Pastoren kan ikke lide, jeg bander. – — Men jeg spø'r, hvad S— hm! hvad har Vælgerne med Mandens religiøse Overbevisning at gøre?

      – Naa, det kan man dog ikke saadan sige. Det kan Herredsfogden umulig fastholde; … det … det indifferente … det … vi har jo dog en Folkekirke —

      – For mig kan han være Mahomedan, naar han blot ikke har flere Koner.

      – Dansk Lov 3—16—16—8, citerede mekanisk anden Fuldmægtig paa Herredskontoret.

      »Folketingsmand, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse – har Ordet.«

      »Han er ikke Folketingsmand nu, han er i en opløst Tilstand,« raabte en ungdommelig Stemme tæt ved. De nærmeststaaende Bønder lo og raabte opmuntrende: »Hæng bare i, Hjorth! … Klem paa, De kan kanske sætte Fuldmægtigen igennem endnu.«

      »Kredsens hidtilværende, mangeaarige Repræsentant i Tinget, Gaardejer Kristen Pedersen af Gyvelse – har Ordet,« rettede Formanden med et spottende Smil, idet han understregede »mangeaarige«. Der lød et vedvarende Bifald.

      – Ah, det er jo vor Ven Lærer Beck, der leder Valghandlingen, sagde Provst Storm, idet han satte Lorgnetten paa sin klumpede Næse. – Det er virkelig en dygtig Mand. Ja, De husker jo nok, kære Krarup, jeg var særdeles tilfreds, da jeg var til Examen sidst i Fredløse Skole; … særdeles tilfreds.

      – Han er mig ellers noget partisk, den gode Beck, bemærkede Godsforvalter Ravn.

      – Ja, det er uforskammet, saa han favoriserer Venstre, raabte Herredsfogden. Jeg lagde Mærke til ham: han var hele Tiden paa Nakken af Fuldmægtigen, .... men han kunde ikke komme til.

      – Ja, Beck er en enrageret Venstremand, sagde Pastor Krarup.

      – Hvad? hvad for noget! udbrød Provst Storm, medens hans Ansigt forstenedes i en myndig Indignation … Venstre? … er Beck Venstre? … Det Dyr! … Det skulde jeg have vidst før Examen, saa skulde jeg have gaaet ham anderledes efter i Sømmene.

      Pastor Krarup saà ned mod Jorden, medens der i Skamfølelsen paa Standens Vegne blandede sig en lille privat Glæde over, at Provsten prostituerede sig. Den gode Præst læste ikke blot theologiske Tidsskrifter, men han havde ogsaa i disse