Minna. Gjellerup Karl

arl Gjellerup

      Minna

      Første Bog

      I

      Semestret ved Polytechnicum havde været temmelig anstrengende, og det begyndte at blive utaalelig hedt i Dresden, hvor jeg desuden boede i en af Altstadts mindre Gader, der vel var renlig og net, men ikke just synderlig luftig. Jeg følte ofte en hjemlig Længsel efter det danske Sund. Hvor smukke end Aftenerne ved Elben vare, saa bragte de dog kun ringe Afkjøling, og naar man endnu mellem ni og ti slæbte sig op paa den Brühlske Terrasse og gispede efter en Luftning, viste Thermometret endnu sine fem-sexogtyve Grader Reaumur. Dette var for saa vidt trøstende, som det godtgjorde, at man havde en utvivlsom Menneskeret til at svede, og at det var en undskyldelig Extravagance, hvis man nød en Portion Is udenfor Cafféen, hvor der var behageligt at sidde mellem Søilerne og høre Brudstykker af Concerten i »Wienergarten« hinsides Floden.

      Det var paa en saadan Aften, at jeg fattede den dristige Beslutning at ligge paa Landet i den nærforestaaende Sommerferie. Mig selv forekom denne Beslutning i alt Fald temmelig dristig, da jeg baade var nødsaget og vant til at leve meget økonomisk. Jeg var strax paa det Rene med, at jeg maatte ud i Sachsisk Schweiz, og den sidste Bid Is var endnu ikke smeltet i Munden paa mig, da jeg havde bestemt mig for det lille Rathen, som havde efterladt et lokkende idyllisk Indtryk hos mig, skjøndt jeg, i Lighed med de fleste Reisende, kun havde seet det i Forbigaaende og tilmed ved Skumringstid, paa Nedveien fra Bastei.

      Et Par Dage senere steg jeg, henimod Middag, ud ved den lille Station og gik mellem Frugttræshaverne ned til Færgen. Elben bugter sig her om et frodigt Agerland, der efterhaanden hæver sig i jævne Bakker, mørke af Granskov, hvorover enkelte Klippeblokke rage op, medens det løber fladt ud mod Floden. Her breder Øvre-Rathen sig med velhavende spredte Bøndergaarde, og et løst Væv af Frugttræskroner spænder sig over Kornmarkerne og de grønne Enge. Den hinsidige Bred er een stor Bjergbue, med en eneste Gjennembrydning midtveis, den lille Dal, hvor det uanselige Nedre-Rathen er klemt inde, og næsten kun præsenterer sig med de to Gjæstgivergaarde, den nøgne ny og den overgroede gamle, hver paa sin Side af Bækken, som blinkende munder ud i den store forbiglidende Flod. Tilvenstre for denne Dal hæver sig Basteis blaagraa, lodrette Klipper, som nedad skjules af Naaleskov og Bøgeløv, og derefter lyser Rækken af de store Sandstensbrud, de smukkeste i hele Landet; de danne dèr enkeltstaaende gulige Væggeflader, af hvilke nogle ere flere hundrede Fod høie. Til den anden Side af Rathen derimod strække de sig som en vedvarende Gjennemskjæring af Bakkedraget, og oppe over dets Skovbølger seiler Lilienstein som et uhyre Pantserskib. —

      Færgeprammen gik paa skraa, ligesom en Hund, over Strømmen, der selv drev den frem; thi den var tøiret til en Tønde, der vippede et halvthundred Fod længer fremme, og Færgemanden havde ikke Andet at gjøre, end et Par Gange at stramme Kjæden, der løb gjennem en Tridse oppe i den lille Mast. Ikke desto mindre tørrede han bestandig med sit Skjorteærme Svedperlerne af Ansigtet, der var saa solbrændt, at han kom vor Forestilling om en Rødhud betydelig nærmere, end de Sioux-Indianere gjorde, som jeg den foregaaende Aften havde set producere sig i den zoologiske Have. Men her, midt i hans Rige, kunde man ikke undre sig derover; det blinkende Vand rundt om syntes mindre at sprede Kjølighed end Solvarme, og hele Flodbreddens Bue med sine mange nøgne Klippeflader aabnede sig mod Syd som et Hulspeil, hvis Brændpunkt laa foran Rathen. Jeg blev enig med mig selv og Færgemanden om, at det ikke var noget kjøligt Opholdssted, jeg havde udset mig. Men der var jo ikke langt ind til de svale »Grunde«; – og desuden, naar jeg en Gang har sat mig Noget i Hovedet, kommer jeg ikke saa let derfra igjen. Kan hænde, at ogsaa Skjæbnen havde sin Finger med i Spillet denne Gang. Sagen viste sig at være vigtig nok til, at den kunde have gjort sig den Uleilighed. Forresten var det da ikke Hedens Skyld, hvis jeg siden fortrød, at jeg ikke lod mig afskrække. Og har jeg da nogensinde fortrudt det? endnu den Dag idag – det er nu fem Aar siden – er jeg ikke i Stand til at besvare dette Spørgsmaal.

      En eller anden Digter – det er vist forresten nok en meget berømt en, – skal have sagt, at der er Intet saa sørgeligt som i tunge Tider at mindes lykkelige Dage. Jeg tør naturligvis ikke sætte mine Ord mod hans, især da de ere gjentagne saa tidt, at de næsten ere Alverdens; men ellers vilde jeg mene, at det i saadanne Tider var endnu sørgeligere, naar man slet ingen lykkelige Øieblikke havde at se tilbage paa. Og saa vil jeg da, i denne Anskuelse, saa godt jeg kan, søge at hensætte mig til hine Rathener-Dage og til dem, der fulgte efter.

      Det viste sig strax forbundet med nogen Vanskelighed at finde et Logis. De to Gjæstgivergaarde havde kun de allerringeste Værelser tilbage til temmelig dyre Priser. Jeg blev vist fra Herodes til Pilatus og maatte mangfoldige Gange gaa over den lille klare Bæk og opad de smaa Trappe-Stier – fra en Skomager paa den ene Side til Bageren paa den anden, over igjen til Vægteren og tilbage til Kjøbmanden; men enten var Værelset udleiet, eller der var to forbundne, som blev mig for kostbare. Tilsidst var Skolen levnet mig som det eneste Haab; den laa bagest, hvor Fyrreskoven begyndte.

      Det var ikke Skoletid, og jeg bankede derfor trøstig paa Døren til Lærerens Privatbolig. En lille Dreng lukkede op. Han vidste ikke, om Læreren var hjemme, forsvandt et Øieblik og foer mig derpaa forbi og op ad Trappen for at vende tilbage med et Par Støvler i Haanden; derefter brød han endnu en Gang ud og holdt Indtog med en Frakke. Snart viste Skolelæreren sig, prydet med disse Eiendele, og med et halvt søvnigt, halvt polidsk Smil i det aabne, godmodige Ansigt. Han havde ganske rigtig to Værelser ledig, men de leiedes kun ud under et og kostede halvhundrede Mark om Maaneden. Jeg beklagede skuffet, at jeg til ingen Nytte havde gjort ham Uleilighed, og han trøstede mig med, og jeg sikkert kunde faa et enkelt Værelse i den nye Pensions-Villa ved Siden af.

      Den Villa, som jeg nu nærmede mig til, saae meget elegant ud: den havde grønne Skodder slaaet tilbage fra Vinduerne, Espalier op ad Muren og en løvrig Loggia. Den laa lidt tilveirs, og Haven, som jeg allerede var kommen ind i, gik i Terrasser op ad Bjerget med grusbelagte Gange mellem blomstrende Buske. Hvor tiltrækkende nu end alt dette var, saa virkede det dog tillige i samme Grad afskrækkende paa en fattig Polytechniker; men jeg besluttede at tage imod det mindste Kvistkammer, selv til en overdreven Pris, hvis dette Pragthus overhovedet vilde modtage mig; for jeg var hjertelig kjed af saaledes at løbe om og banke paa alle Husdøre. Et Selskab af Herrer og Damer viste sig imidlertid i Loggiaen, – det saae mig mindre og mindre pensionsagtigt ud, og jeg følte mig lettet, da en Tjenestepige, som ved en Omdreining af Gangen nær var løbet paa mig, kunde bringe mig ud af min Forlegenhed, ganske vist paa en noget overlegen og spottende Maade: – nei, her leiede de rigtignok ingen Værelser ud; det Hus, jeg mente, kunde jeg se dèr øverst oppe paa Bakken. Det havde hidtil været skjult af den smukke Villa og tog sig ikke synderlig indbydende ud, da det nu dukkede op over den og præsenterede sig mod den blaa Himmel, med en vis ublufærdig Nøgenhed, uden saa meget som en Busk i Nærheden af sig, og saa skinnende nyt, som om det aldrig kunde beboes.

      Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke synderlig beboeligere ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk. Døre smeldede i, og fra Kjelderen hørtes en grov Kjællingerøst, der ødslede med herlig lange Eder og Forbandelser, som vulgært Tysk besidder. En Mand laa og pudsede Sten-Trappen med Pibelér – aabenbart for første Gang; en ung Pige, der skurede Gulv i en Corridor, vendte Hovedet ved mit Komme og viste mig et kjønt, blegt Ansigt med en rød Plet paa den ene Kind, som om hun nylig havde faaet en vældig Ørefigen. Da jeg spurgte efter Vært eller Værtinde, løb hun hurtig bort paa sine bare Fødder, der satte vaade Spor paa Gulvets Savspaaner, og forsvandt ned i Kjelderen. Strax efter vendte hun tilbage, fulgt af en firskaaren Kjælling, hvis brede Mund aabenbart havde været Udgangsport for de omtalte Eder, og hvis store Labber, som hun tørrede i sit Forklæde, jeg strax mistænkte for at have været i nær Berørelse med Pigens Kind. Under det opkiltrede Skjørt havde hun bare Ben, der var ganske krumme, med flade og ligesom udtraadte Fødder.

      – Naa, Herren vil have et Værelse her, sagde hun – ja, saa er det saamænd paa Tide, for der er kun et tilbage, – naar det skal være enkelt .... Naa, se til, du kan faa fat i Gulvskruppen, tossede Tøs! er det maaske dig, der skal vise Herren om? .... Det er oppe paa anden Sal, – vær saa god.

      Vi traadte ind i et temmelig rummeligt Værelse. Lyst og navnlig luftigt kunde det sagtens være, for der var ingen Vinduer sat i; Rammerne var ikke