Vidnesbyrd. Stefan Iversen

      

      Redigeret af Stefan Iversen, Stefan Kjerkegaard og Henrik Skov Nielsen

      Vidnesbyrd

      Danske fortællinger fra tyske koncentrationslejre

       Indledning

      Syv dansktalende mænd og kvinder – Arlette Andersen, Birgit Fischermann, Ingolf Gildam, John Eberth Jensen-Sønderskov, Karl Dester, Mogens Henrik Nielsen og Iboja Wandall-Holm – aflægger i denne bog vidnesbyrd om deres ophold i tyske koncentrationslejre under anden verdenskrig. De videregiver dermed førstehåndsviden om et emne, der er af uomgængelig historisk vigtighed, og som i stigende grad er blevet genstand for humanvidenskabernes interesse – fra filosofi og idéhistorie til litteraturteori.

      Vidnesbyrdene er alle aflagt i løbet af 2007 og 2008, dvs. mere end 60 år efter begivenhederne. Hvorfor denne bog nu? Set i et historisk perspektiv kan man sige, at der er tale om sidste udkald. Inden for en overskuelig fremtid er det sandsynligvis for sent at indhente beretninger fra overlevende fra anden verdenskrigs lejre, eftersom der vil være få i live.

      På det personlige plan har flere af vidnerne sagt det samme, som man hører i beretninger fra udenlandske vidner, nemlig at det for den enkelte først mange år efter oplevelserne er muligt at tale om det hændte. Det har været blandt de mest gribende erfaringer for os som redaktører at overvære, hvordan nogle af vidnerne i denne bog her for første gang overhovedet fortalte deres historie. For dem som for de fleste andre overlevende har det været umuligt at berette om oplevelserne tidligere, selv til deres nære familie, fx forældre og børn. Der er simpelthen for stor en afgrund mellem vidnets og den øvrige verdens erfaringshorisont, siger mange, og langtfra alle vælger at stå frem med deres beretning. Nogle ganske få vidner har dog allerede kort efter krigen fortalt eller skrevet om oplevelserne. Blandt de mest kendte kan nævnes Paul Celan, Primo Levi og Jerzy Kosinski.

      Dertil kommer, at andre vigtige samtidshistoriske og samtidspolitiske begivenheder har medvirket til en voksende interesse for vidnesbyrdet både i historiske, juridiske og litterære sammenhænge i de seneste 10-15 år. Udviklingen i Europa efter Jugoslavienskrigene og udviklingen de seneste år i Mellemøsten har ansporet denne interesse, det samme har 1990’ernes retssager mod krigsforbrydere i et land som Frankrig.

      Samtidig debatteres det, om man med de politiske tiltag efter 11. september 2001 ser en mulig bevægelse mod postdemokratiske tilstande i nogle vestlige samfund. Andre omdiskuterede sager, som fx interneringerne af de såkaldte illegale kombattanter i Guantanamo-lejren, rejser generelle spørgsmål om, hvad der sker, når der træffes retslige beslutninger uden rettergang og domfældelse. Kan sådanne lejre og interneringer sammenlignes med lejrinterneringerne i Nazityskland? Ligeledes er det stærkt omdebatteret, om massedrabene på jøder under Holocaust kan sammenlignes med folkedrab i Sovjetunionen, i eks-Jugoslavien, i Rwanda og andre steder. Er Holocaust en unik begivenhed, som er usammenlignelig med alle andre, eller er den tværtimod et paradigmatisk eksempel blandt flere på resultatet af bestemte politiske forhold?

      I disse år, hvor de sidste førstehåndsvidner til nazismens udryddelse af ikke blot diktaturets fjender, men hele folkeslag, efterhånden forsvinder, er det samtidig et påtrængende spørgsmål, hvor erfaringen herefter går hen. Hvem tager byrden og ansvaret på sig: Er det journalisten, filosoffen, politikeren eller historikeren? Sandheden er naturligvis, at alle de nævnte har et ansvar, og at de må forvalte det på forskellig vis. Dertil kommer imidlertid, at man også kan se litteraturen som en ressource til erindring og et sted for opbevaring af erfaring. Tydeligt er det under alle omstændigheder, at vidnesbyrdet og dets muligheder og status har fyldt meget i både litteratur og litteraturteori de senere år – det gælder fx hos forfattere som Primo Levi, Imre Kertész, J.M. Coetzee, og hos teoretikere som Shoshana Felman, Giorgio Agamben og Jacques Derrida. En pejling af vidnets centrale rolle i de senere års toneangivende litteratur får man også ved at se på de årlige Nobelprisuddelinger i litteratur, hvoraf en række af de senere års priser er gået til forfattere, der enten som Kertész selv har siddet i koncentrationslejr eller som Coetzee skriver om nært forbundne erfaringer. Den permanente sekretær for Nobelkomiteen, Horace Engdahl, som varetager den årlige uddelingsceremoni, har da også udgivet bogen Witness Literature med bidrag fra adskillige Nobelpristagere og med en introduktion af Engdahl selv.

      En meget vigtig anledning til, at vi blev bevidste om denne udgivelses nødvendighed, var den norske bog Tidsvitner, der udkom i efteråret 2006. Bogen er redigeret af Jakob Lothe og Anette Storeide og består af otte beretninger af mandlige norske koncentrationslejrfanger fra Auschwitz og Sachsenhausen. I den bog får den enkeltes vidnesbyrd lov til at træde frem i en meget stærk form, og på en lang række punkter har vi lagt os tæt op ad den bogs format.

      Lothes og Storeides bog var også en årsag til, at vi besluttede at sikre vidnesbyrd for eftertiden. De to simpleste grunde til, at vi har taget rundt og talt med vidnerne, og at vi har lavet denne bog for dem og med dem, er som den første, at ingen andre gjorde det. Vi anså og anser det – som den anden grund – for at have en indiskutabel vigtighed at sikre mundtlige, danske vidnesbyrd fra de tilbageværende danskere, der selv har erfaret, hvad det ville sige at leve i tyske koncentrationslejre.

       De tyske koncentrationslejre

      De første koncentrationslejre blev taget i brug i foråret 1933, få dage efter Hitlers magtovertagelse. Det nazistiske styre fik tidligt beføjelser til at placere formodede fjender af den nazistiske stat i Schutzhaft, det vil sige beskyttelsesarrest, uden ret til først at få deres sag prøvet for en domstol. Forudsætningen var Rigsdagsbranden, som nazisterne beskyldte kommunisterne for at stå bag. I 1930’erne kom nettet af lejre til at spille en stadig større rolle i den nazistiske stats forsøg på at skabe et rent, ublandet, tysk folk. I 1936 blev det ved lov fastlagt, at Gestapos beslutninger ikke kunne prøves for domstole, og da Gestapo, som resten af det tyske politi, i juni 1936 blev underlagt SS-chefen Himmler, var kontrollen med koncentrationslejrene reelt løsrevet fra et juridisk system. Fra og med 1938 blev retningslinjerne for beskyttelsesarrest udvidet til også at gælde såkaldte fjender af det tyske folk, hvilket betød alt fra jøder og sigøjnere til homoseksuelle og kriminelle.

      Lejrene var oprindelig tænkt som midlertidige interneringssteder, og de fungerede i et vist omfang som sådanne op gennem 1930’erne. I løbet af krigen forandrede de imidlertid flere gange status og funktion, ligesom flere nye typer af lejre kom til. Tyskernes bremsede fremmarch i Sovjetunionen forandrede krigsbilledet fra den såkaldte Blitzkrieg til en egentlig stillingskrig. Spørgsmålet om forsyninger blev afgørende, og fra 1942 blev en række af koncentrationslejrene omstillet til arbejdslejre. Sammensætningen af fanger ændrede sig markant i takt med krigens udbrud og udvikling. Ved slutningen af krigen var langt størstedelen af fangerne i lejrene ikke-tyske.

      I lejrene praktiseredes udryddelse gennem fysisk arbejde og udsultning. Fangernes hverdag bestod af timelange appeller, umenneskeligt hårdt arbejde og fødemængder langt under sultegrænsen. Sygdomsbehandling var stort set ikke-eksisterende. I centrum af lejrenes organisering stod det såkaldte fangeselvstyre. Ideen bag det var, at nogle fanger blev forfremmet til at være de andre fangers vogtere. Øverst i dette hierarki, som befandt sig under SS’ernes hierarki, var en Lagerälteste (lejrældste), som under sig havde Blockälteste (blokældste), som under sig havde Stubendienst (stuetjenere).

      Fangerne blev ved ankomsten til lejrene frataget stort set alle deres ejendele og tildelt et nummer, som enten var broderet, trykt eller malet på et stykke stof eller blev skrevet eller tatoveret på armen. De blev inddelt i kategorier efter årsagen til deres deportation og skulle bære farvede trekanter af stof, som tydeligt viste deres status. Gul trekant betød jøde, rød trekant betød politisk fange (fx kommunister), lilla trekant betød Jehovas Vidne, sort trekant betød asocial (fx tiggere og prostituerede), rosa betød homoseksuel og brun betød sigøjner (en del sigøjnere blev dog klassificeret som asociale).

      Fra slutningen af 1941 begyndte desuden opførelsen af de såkaldte udryddelses- eller dødslejre, hvis formål alene var at myrde de deporterede. Udryddelseslejrenes